Turen gik mod Hollywood

Turen gik mod Hollywood

Fra Yosemite nationalpark havde vi egentlig tænkt at tage direkte til enten Death Valley eller Los Angeles, men så opdagede vi at Sierra-bjergene gemte på flere af de fantastiske nationalparker, som vi fuldstændig havde overset. En kombineret nationalpark med fælles indgang, bestående af Sequoia og King’s Canyon nationalparkerne, adskilt af Sequoia nationalskov. Vi ankom rimelig sent til nationalparken og fandt ud af at alle campingpladserne var fuldt booket – måske med undtagelse af én campingplads 1½ times kørsel ind i King’s Canyon, der havde haft 18 ledige pladser ved sidste optælling. Som død og helvede susede vi langs bjergvejene og ankom endelig til campingpladsen, der ikke længere havde ledige pladser. Med mørkets frembrud hastigt på vej var vi meget i tvivl om vi skulle ende med at sove i bilen, men blev så opmærksomme på en væsentlig detalje, som havde været godt at vide fra starten af vores roadtrip: det er frit at campere i nationalskove! Med Sequoia nationalskov belejligt lige udenfor King’s Canyon skulle vi blot køre få minutter og satte så vores telt op i en hyggelig åbning mellem hovedvejen og floden.

Med vores, efterhånden, mange oplevelser i smukke nationalparker, så er det blevet sværere at imponere os. King’s Canyon er et smukt og naturhistorisk område, med smukke enge, imponerende fjeldkløfter og fantastiske vandfald. Men det blegnede lidt i forhold til Yosemite, som vi havde tilbragt de forrige dage i. Vi var dog på en hyggelig vandretur med den søde park ranger Lea og fik det meste af en dag til at gå her.

Ranger Lea
En af de smukke enge i King’s Canyon

Fra King’s Canyon nationalpark kørte vi sydpå mod Sequoia nationalpark, der som sagt stadig er en del af den kombinerede nationalpark, men adskilt af Sequoia nationalskov. Dette område vidste sig at være langt mere populært, og pludselig var det ikke engang nemt at finde et sted at slå telt op, for selvom man må campere frit i skoven så ville vi helst være tæt på vores bil, have en bålplads og gerne være i kort køreafstand fra et toilet. Til sidst var heldet med os og vi det perfekte sted og slog lejr for 3 hele dage, hvor vi kun skulle køre få kilometer til Sequoia nationalpark.

Vores første vandretur i Sequoia nationalpark

Sequoia – det knapt så mundrette ord er navnet på den imponerede træsort som dominerer området, og selvom vi nær havde overset denne populære nationalpark, så viste den sig at være overvældende smuk og spændende. Verdens største træ er nemlig et Sequoia træ, og befinder sig lige netop i denne nationalpark. Områdets historie er et perfekt eksempel på hvor fantastiske disse nationalparker er, for Sequoia-træet var nær uddød inden man stiftede nationalparken. Skovbrande er nemlig en af de naturkatastrofer som er velkendte i Californien, og noget man gjorde alt for at bekæmpe tidligere i det 20. århundrede. Men brandende er netop naturlige (torden og lynild!), og Sequoia-træet er en af de træer der har brug for regelmæssige brande for at overleve, hvorfor vi netop har oplevet flere kontrollerede skovbrande i området.

Sequoia-træer er særligt tilpasset skovbrande, men nogle bliver mere medtaget end andre
Blandt giganter
Verdens største træ har en omkreds svarende til over 20 voksende mennesker hånd-i-hånd

Det var svært at forlade de smukke nationalparker, med så meget at byde på, men vi havde allerede trukket tiden ud – det var tid til at køre til Los Angeles! Vi har slået telt op i Angeles nationalskov, lige uden for storbyen. Grundet den populære afstand fra en af verdens populæreste byer, så gælder særregler i disse skove, og campering er ikke helt gratis, men stadig lidt billigere end Hilton.

Når man møder en stjerne i Hollywood
De største idoler er tættest på det berømte ‘Chinese Theater’
Vi har allerede hilst på Elvis i Memphis, men han er selvfølgelig også en af stjernerne i Hollywood

Udover storbyens fristelser og trængslen i Hollywood, så har en af vores større udskrivninger været Universal Studios forlystelsespark i Hollywood. Denne dyre fornøjelse var uundværlig især grundet deres nylige åbning af Hogsmeade og Hogwartz fra Harry Potter-verdenen (gæt hvem der er fan).

Den famøse Universal Studios globus
På vej til Hogwartz

Selvom vi bor tæt på Los Angeles, så gør bjergene i Angeles nationalskov at mobilsignalet forsvinder de sidste kilometer før vores campingplads. Det har heldigvis andre fordele, nemlig tid til at kigge på stjerner og grille lækker aftensmad! Det er helt i orden at samle dødt træ i nationalskovene og bruge dem til sit bål, og derfor har vi bål hver aften.

Kamilla lyser så vi kan se hvornår vores steaks er perfekte

Vi nyder de sidste uger af vores 3 måneders eventyr fuldt ud, inden vi snart skal se solformørkelse i staten Wyoming og flyve ud af USA fra San Francisco. På vejen skal vi selvfølgelig se nogle flere nationalparker, herunder Grand Canyon. Det kommer I til at høre meget mere om i de næste indlæg.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *